(Artikel fra Kimen sommer 2018)

Uge Kirke - den mindste af de to kirker i vore sogne – gør ikke meget væsen af sig, som den ligger der på en lille høj i Uge By.Dykker man ned i historien om den 900 år gamle bygning og det liv, der har været knyttet til den gennem tiderne, bydes der alligevel på historier om lidt af hvert.

Det var i efteråret 1627, trediveårskrigen var i fuld gang. Christian d. 4.’s armé var på tilbagetog fra kampe sydpå - og det gik ikke stille for sig! Der skulle festes, hærges og plyndres, og soldaterne satte deres frygtelige spor langs Hærvejen. Det gik hårdt ud over flere byer, ikke mindst Uge, hvor ikke kun kirken brændte, men hele byen med undtagelse af to gårde blev stukket i brand. 

Når nu kirken stod som en brandtomt, begyndte svære overvejelser, hvorvidt Uge stadig skulle være et sogn med en kirke eller knyttes til nabosognene. Man besluttede at genopføre kirken, og en mand blev sendt ud for at samle penge ind. Men ak, da han vendte tilbage efter et par år, havde han kun 2 ½ skilling med sig – resten var opslugt af rejseudgifter. Så tog kirkeværgen Jes Hansen fat! Pengene blev indsamlet – fra så fjerne egne som Holland, og renoveringen kunne tage fart. Blyet fra det tidligere blytag blev smeltet om, men dækkede ikke helt. Resten blev tækket dels med træspåner, dels med strå. Sådan stod kirken indtil 1740’erne, hvor hele kirken fik tegltag.

Kirken var genopført i 1632, og det indvendige stod færdigt i 1633 - med døbefonten som det eneste oprindelige inventar. Tag et kig på døbefonten en dag. Der er runer i toppen, og er der dåb, er der et smukt dåbsfad ovenpå fonten. Det er afløseren for en gammel kobber-fontekedel (eller fontegryde), som kom på museum. Den kostbare Bibel fra Christian d. 3.’s tid, som havde ligget på alteret, havde også overlevet branden. En soldat havde stjålet den og solgt den. Kirken købte bibelen tilbage for 5 mark i 1641. 

Der kunne fortælles meget mere om Uge Kirke – om de gravlagte inden i og uden for kirken; om altertavlen med to manglende apostle og englebørn med basunkinder; om dengang orglet stod i den anden ende af kirkeskibet og om dengang, byens brandsprøjte stod i våbenhuset. Der er beretninger om tider, hvor man skulle betale for at blive døbt eller viet – det var en del af præstens løn. Der er beretninger om en præst, der fik en dom for at slå og en præst, der elskede at bygge stendiger om sin præstegård – de diger, der står der endnu.

Ja, der er spændende historier om lidt af hvert – også i Uge.

Anette Mouritsen